Aktive patienter

Hvad gør det der genoptræning ved mig?

Jeg:
- får energi
- bliver i godt humør
- bli´r mere bevidst om at tænke positivt
- er sammen med nogle dejlige mennesker
- lever i nuét

Ved en tilfældighed fandt jeg ud af De Aktives eksistens, og at der var mulighed for at deltage i et genoptræningsforløb. Jeg studerede hjemmesiden nøjere og syntes, det så meget sagligt og seriøst ud.

Efter at have været gennem "møllen" med kemo, fjernelse af et bryst, strålebehandling og genoptræning på sundhedscentret i Næstved – ja, så opstod der lidt et tomrum. Hvad skal jeg nu?

Jeg har altid været glad for at røre mig, men det skal helst være udendørs. Det der med et motionscenter er ikke lige mig: "bare at skulle trække jern!" Og jeg har i mit forløb heller ikke søgt det sociale indenfor f.eks. Kræftens Bekæmpelse. Jeg havde ikke lyst til at snakke sygdom – jeg kunne jo risikere at blive syg af at høre på alt det!

Efter en snak i telefonen med Marianne Tersgov var jeg slet ikke i tvivl: det her ville da være mig, for det var jo på en helt anden måde og med et andet udgangspunkt. Så jeg har deltaget på genoptræningsholdet fra oktober til december
…… og det har været en positiv oplevelse

Du bliver venligt modtaget af fysioterapeuten (Bo), som står for træningen. En individuel plan bliver lagt, og så er det bare i gang. På forhånd syntes jeg, at 1½ time var længe, men tiden flyver af sted. Bo går stille og roligt rundt til deltagerne, og der bliver forklaret og rettet undervejs i øvelserne.

Efterhånden som Bo vurderer, at en deltager kan klare flere øvelser eller større belastning, så kobles det på. Eller det kan handle om det modsatte: nogle øvelser tages fra fordi kræfterne ikke er til det. Pludselig fik jeg en forståelse for, at det ikke handler om at øge belastningen på de forskellige maskiner – men sådan er det vel, når man har nogle fordomme om motionscentre! Det her er ikke et almindeligt motionscenter, og Bo gør det bare helt fantastisk.

Og når vi kommer, står der meget ofte kager på bordet. Det er motionsholdet før os. Jeg tror, de har et motto som hedder: alt kan og alt skal fejres. Det er da herligt! Vores hold er ikke nået kagestadiet – men måske kommer det, når holdet bliver motionshold i det nye år.

En ting er selve træningen, og noget andet er det sociale. Det er helt specielt at være på et hold, hvor vi alle på egen krop har stiftet bekendtskab med kræft. Der bliver ikke snakket meget sygdom, for det er ikke nødvendigt. Vi har en fælles forståelsesramme i forhold til alle de ting, der sker med os i forbindelse med sådan en sygdom: det rent fysiske, de manglende kræfter, eventuelle bivirkninger og endelig det rent psykiske. Nogen er midt i et behandlingsforløb, nogen er afsluttet og atter andre har fået tilbagefald. Snakken kan gå på hvilken form for kræft, den enkelte har, og der kan selvfølgelig gives gode råd til hinanden. Men der bliver ikke snakket meget sygdom.

Men der bliver grinet – enten af en eller anden oplevelse, noget fra TV eller af den form for humor, der opstår. Efterhånden lærer vi hinanden bedre at kende, og dermed bliver tonen også anderledes, og der foregår også kærlig mobning.

Det sværeste er, at du ikke må snakke(skal koncentrere dig) mens du udfører den enkelte øvelse – det er ikke let, men når du både skal holde styr på din holdning, vejrtrækning og hvad ved jeg – så er der nok at se til.

Samtidig er alle meget omsorgsfulde. Når NN kommer og enten ser lidt trist ud eller næsten ikke kan slæbe sig af sted, så mødes man med "Hvor er det godt at se dig". Samtidig bliver vedkommende rost for i det hele taget at have slæbt sig til træning. Det kan godt være, at træningen sådan en dag ikke bliver så effektiv, men vedkommende er der. Det er rigtig godt, og det giver helt sikkert også et bedre humør, og tankerne kommer lidt væk fra alt det, der ikke er så positivt. Når man kommer hjem, er humøret også bedre, og man har fået lidt ny energi.

Træningen giver energi. Når jeg kommer hjem, har jeg altid lyst og energi til at lave en hel masse. Der bliver virkelig sat gang i nogle ting i kroppen og i hovedet. Samtidig tænker jeg på den fra holdet, som i dag måske har haft en øv-dag og sender helt uvilkårligt en masse gode tanker til vedkommende. Her kommer den fælles forståelsesramme om vores liv igen til udtryk.

Via denne form for træning dannes der også netværk på kryds og tværs. Nogle bliver aktive i foreningen, der laves aftaler om aktiviteter sammen i andet regi. Andre tager til nogle møder sammen. I det hele taget får man lyst til at være sammen med disse mennesker, fordi man har det godt sammen.

Jeg tror også, at fordi alle får det godt med både at træne og være sammen med nogle dejlige mennesker, så vil de fortsætte. Så nu kommer der et nyt motionshold.

På længere sigt giver denne succes en kæmpe udfordring for foreningen – tænk hvis vi alle bliver ved, til vi er 85 !!!!!!!!!! Elsemarie / Næstelsø d. 08.01.2012